Arternes Verden på Herning Bibliotekerne

Vækkeuret var sat til kl. 05.00 om morgenen og jeg skulle lige komme til mig selv, efter jeg stadig var godt brugt ovenpå et show i Musikhuset i Esbjerg dagen forinden.

Bilen blev pakket med både slanger, fugleedderkop, tudser og vandrende rosengrene + en ordentlig stak kranier og skind, power pointen og humøret var i top. Varmen var skruet op og det samme var Disney-playlisten på Spotify! – ”Herning, here we come!”

Efter opsætning af udstyret, skulle de levende dyr igennem en dyrlægekontrol, hvor der naturligvis ikke var noget at sætte en finger på. Skønt, så var jeg klar!

Klokken var 10.45 og nerverne begyndte så småt at melde sig, da jeg kunne se, at stolene blev fyldt ud lidt efter lidt, men eftersom min velkomst musik blev sat på pause kunne jeg godt mærke… Nu er det NU!!!

Et spændende foredrag

Selvom et foredrag måske godt kan lyde som om, det er lidt ”kedelig” skoleundervisning, så er det slet ikke sådan.

Undervejs blev der stillet gode spørgsmål om dyrene, og der var faktisk også nogle rigtig kloge børn, der vidste en hel masse om for eksempel forskellen på en gepard og en leopard!

Flere viste deres interesse for både eventyrene og det at være dyrepasser. Og specielt den yngre generation kunne af og til godt sidde med en åben mund, af bare interesse for de dyr, der blev fortalt om.

Publikum

Herning Bibliotekernes besøgende så Frygten i Øjnene

Efter en lille times foredrag om eventyr med farlige slanger og hospitalsbesøg, begyndte de yngste at sidde lidt uroligt i stolen – for hvornår kom dyrene frem, som jeg havde med?

Med et smil fik jeg skræmt publikum op af stolene, ved at snakke om frygt og fobier, hvorefter jeg hev det ene fantastiske dyre frem, efter det andet. Publikum trak jeg lidt væk, da jeg tog en “semigiftig”, men mega nuttet vestlig trynesnog frem, og viste den helt tæt på.

Den mest populære af dyrene var højst sandsynligt agatudsen (Rhinella marina), grundet sin kæmpestørrelse, da den ikke bare er på størrelse med vores hjemmehørende Skrubtudse (Bufo bufo). Den fik selv min søster Emma, som sad med i publikum, til at rynke på næsen.

agatudse
Publikum

En spændende og interaktiv oplevelse

Alle som ville, fik bagefter muligheden for både at røre agatudsen, den vandrende rosengren og kongepytonen. Det er en helt speciel oplevelse for mange at få muligheden for at røre ved SÅ specielle dyr, som ikke alle har som hobbydyr. Selv nogle af de yngste turde holde min smukke fugleedderkop, som jeg altid har med på tur, fordi hun simpelthen er så sød og kærlig ved publikum.

Alt i alt en fantastisk dag, med en MASSE fantastiske mennesker!

Jeg håber at se flere af jer derude, til et af mine andre foredrag, undervisning eller måske til en polterabend, hvor vi sammen imponerer en brud eller gom!

Vilde hilsner

fra Mikkel

Nyd alle billederne fra foredraget